Henrik Ibsens skrifter

Uagtet jeg ser ​«Dagbladet» tager mig ilde op at jeg skriver breve til København, vil jeg dog ikke længer udsætte at besvare den venlige ​henvendelse fra Dem, som jeg i afvigte efterår havde den ære at modtage under mit ophold i Sorrento. De ønskede dengang et eller andet lidet digt fra min hånd til optagelse i ​«Ude og hjemme», ledsaget af ​randtegning, og henviste mig til ugeskriftet for at jeg kunde iagttage det fornødne med hensyn til format o. s. v. Jeg har imidlertid i bladet forgæves søgt efter deslige bidrag fra andre forfattere, der kunde give mig nogen vejledning i nysnævnte henseende og har derfor tænkt mig at redactionens plan af en eller anden grund igen var opgivet. Som følge heraf har jeg intet bidrag sendt Dem; ønsker De alligevel et sådant, beder jeg mig derom underrettet og ​skal det da straks blive Dem tilstillet. Men noget hidtil utrykt har jeg ikke at byde; det måtte kun være en afskrift af et af de små digte i ​ min samling, f. ex. ​slutningsdigtet, eller et andet, som tegneren måske kunde ville ​bringe i forslag som bedre egnet for illustration.

Tillad mig derhos at benytte anledningen til at bringe Dem min bedste og varmeste tak for Deres så velvillige og vejledende ​anmeldelse af mit nye skuespil. De har ved Deres omtale af stykket vist mig en sand venskabstjeneste, for hvilken jeg altid vil føle mig Dem forbunden. Midt under al ​den lidenskabelige ophidselse, som raser eller ialfald har raset hjemme i Danmark og Norge var det mig overordentlig velgørende at læse Deres sindige og af partihensyn uanfægtede dom over mit stykke. Det kan gerne være at dette skuespil i flere henseender er noget vovet. Men jeg syntes tiden nu var kommen, da ​der måtte flyttes nogle grænsepæle. Og den forretning havde jo jeg som ældre literat så meget lettere for at udføre end de mange yngre forfattere, som kunde ønske noget lignende. At jeg vilde få en storm over mig, var jeg forberedt på; men sligt kan man jo dog ikke vige af vejen for. Det vilde have været fejgt. Hvad der mest har forstemt mig er ikke angrebene men den ​forskræmthed, som er kommen tilsyne i de såkaldte liberales rækker oppe i Norge. Det er dårlige ​karle at besætte barrikader med. ​ Bjørnson er bleven nægtet plads for yderligere indlæg i det norske «Dgbl.» , og både det ene og det andet peger hen på, hvor yderlig ensomt både han og jeg står deroppe når man rigtig gransker vor stilling tilbunds. Havde vi ikke Danmark, vilde det se ilde ud for os og for det fælles åndelige frigørelsesarbejde overhovedet.

Endnu engang en hjertelig tak og hilsen fra